Jeg er kommet med i en gruppe på FB for pizzanørder. Jeg er nok ikke rigtig pizzanørd men det er nu meget sjovt at udvikle det lidt så det forsøger jeg når jeg har tid.
Jeg har i lang tid brugt mit bagestål til at bage alt slags brød på. Mine pizza’er er blevet super gode men jeg har fået et par fif i FB gruppen jeg har prøvet af.
Placering af bagestål og varme. Jeg kører nu på mellem 275-300 grader og et program på min ovn der hedder “turbogrill”. For mig at se er det grill og varmluft.
Jeg placerer bagestålet højt i ovnen og jeg forvarmer stålet 45 min.
Vedr. dejen så findes der mange meninger om det, men I får alligevel den jeg blev inspireret af på FB gruppen.
Det skal du bruge:
– 650 g Vand
– 100 g Olie (jeg bruger olivenolie)
– 700 g Tipo 00
– 300 g Durum
– 20 g Gær
– 25 g Salt
Sådan gør du:
- Kom vand og gær i røremaskinen og kør indtil gæren er opløst.
- Kom olien i
- Kom mel i og rør på lav hastighed i 4 min.
- Rør videre i 6 min. Ved høj hastighed
- Kom salt i og rør videre i 4 min. Ved lav hastighed
- Kom viskestykke over og koldhæv dejen i min. 8 timer og op til ca. 72 timer.
- Tag dejen ud og lav boller af ca. 250g (ælt dem ikke men fold dem blot runde ved at folde ind under.)
- Læg dem på noget durummel med et fugtigt viskestykke over i min. 45 min. (Jeg har forsøgt med at komme dem i en bradepande med låg. Det virker også fint.)
- Tænd ovnen på mellem 275-300 grader med din pizzasten eller stål i.
- Form dejen til en pizza og kom valgfri fyld på. Start indefra og arbejd dig ud ad så du får presset luften ud i kanten. Brug aldrig kagerulle. (Det kræver lidt forsøg før det ligger i fingrene.)